Menu

Nyt trænerteam på Senior 1

image
22. december 2019 kl. 15:20

Med virkning pr. 1. januar 2020 tiltræder Dennis Nordenbøl som Cheftræner for Senior 1. Dennis har i efteråret 2019 været assistenttræner på holdet, og kender derfor spillerne særdeles godt. Klubben mener, at Dennis Nordenbøl vil bidrage til at rykke og styrke spillerne endnu mere, da han har vist sig at være et stort aktiv både som spiller og assistenttræner i efteråret.

Udover Dennis vil teamet omkring Senior 1 bestå af:

En medtræner. Der arbejdes på at finde den rigtige profil og denne proces er sat i gang.

Lena Kjøller, holdleder

John Sørensen, holdleder

Signe Ransdam, sportsterapeut

 

Kort præsentation af teamet.

Dennis som trods sin unge alder på 35 år, er en relativ erfaren herre. Dennis har som spiller befundet sig i DS og 2.div, og har optrådt for klubber som Glostrup, Avarta, Avedøre, GVI, Skovshoved og AB Tårnby.

Som træner har Dennis en T-licens, og har været spillende cheftræner for Brøndby i Serie 1 og Sjællandsserien, samt spillende assistenttræner hos Hørsholm-Usserød.

Rent privat er Dennis bosat i Brøndby, gift, har 2 børn og såmænd også en hund.

Han har de sidste 12 år arbejdet hos Dansk Kabel TV. Derudover har han en stor interesse i eSport, er tidligere dansk mester i FIFA i 2006, 2007 og 2013. Han er ekspertkommentator på den nuværende eSuperliga og også DBU eLandsholdstræner.

 

En anden spændende tilføjelse er, at Klubben har ansat Signe Ransdam i en rolle som sportsterapeut.

Signes opgave bliver udover at indgå i teamet at arbejde med spillernes fysiske problematikker, for herved at forebygge og behandle spillernes skader. 

Hun vil også kunne hjælpe spillerne med vejledning i forhold til genoptræning, restitution, kost mm. Alt sammen for at give spillerne de bedste, fysiske forudsætninger for at opnå optimal træning og kampe. Signe vil naturligvis også kunne bidrage med sine erfaringer i forhold til at få opbygget et godt og struktureret “set-up” omkring holdet.

Signe er 49 år, bosat i Brøndby, har to voksne børn på henholdsvis 21 og 24 år. Signe har en uddannelse som eksamineret Sportsterapeut i 2015, og har tidligere fungeret som behandler for Brøndbys Sjællandsseriehold og Futsal Liga hold samt i en kort periode for det danske Beach Soccer landshold, ligesom hun har vikarieret som behandler for Brøndbys 1. Kvindehold, til nogle af deres Champions League kampe.

Signe kommer med flere års erfaring som både holdleder og afdelingsleder i Brøndby og har i en periode også været teammanager for Taastrup FCs DS hold.

 

John Sørensen er et kendt ansigt i teamet og fortsætter med at stå for det praktiske omkring Senior 1.

Privat er John gift og har 2 voksne børn, som begge har sin daglige gang i Vallensbæk IF.

 

Lena Kjøller indtræder i teamet pr. 1. januar 2020 som holdleder, og vil stå for det administrative omkring Senior 1, og vil have sin daglige gang i træningslokalerne. Lena har tidligere fungeret som holdleder for årgang 2005 i forbindelse med deres opstart og flere år frem i tiden. Udover sin nye rolle som holdleder på Senior 1 sidder Lena i bestyrelsen i Klubben.

Rent privat er Lena bosat i Vallensbæk, gift og har 2 teenagedrenge.

 

Venlig hilsen

Bestyrelsen